Aldo Palazzeschi: Perelàs lov, 1911

Aldo Palazzeschi: Perelàs lov (Il codice di Perelà, 1911).

Oversat fra italiensk af Majse Aymo-Boot

 
 

Perelà er en mand af røg. Han steg ned i morgenlyset fra den sorte livmoder da han ikke længere kunne høre stemmerne fra sine tre mødre, Pena, Rete og Lama. Han kommer gående i lange skinnende støvler på landevejen, da han bliver passet op af kongens garde, som bringer ham ind til kongens by. Her bliver han modtaget med stor forundring og begejstring ved hoffet, man giver ham navnet Perelà, og det besluttes at han skal forfatte landets nye grundlov. Men senere vender folkestemningen og Perelà bliver anklaget for mord og kastet i fængsel.

 Her møder han den kongelige livgarde.
 

Den sorte livmoder.

 
Pena! Rete! Lama! Pena! Rete! Lama! Pe…Re…La…
– Er De tilfældigvis en mand?
– Nej. Jeg er en stakkels gammel kone.
– Det er sandt, det er sandt, ja, De har ret, De er en stakkels gammel kone og det er mig der er en mand.
– Hvad er De, hr.?
– Jeg er…jeg er…meget let…jeg er en meget let mand; og De er en stakkels gammel kone: ligesom Pena, ligesom Rete, ligesom Lama, de var også gamle koner. Kunne De sige mig om det man ser dernede for enden af vejen er byen?
– Ja.
– Det man ser dernede… er det monstro Kongens hus?
– Nej, det er byporten. Kongens hus ligger i midten, og det er omkranset af mure, og det er bevogtet af vagter. De borgere dér myrder ofte deres konge. For tiden sidder Kong Torlindao. Skal De til byen, hr.?
– Ja.
– De er der snart. Hvor kommer De fra?
– Deroppefra.
– Har man aldrig set Dem i byen før?
– Det er første gang jeg tager derind.
– Se der, se der, kan De se den støvsky der nærmer sig? Det er kongens livgarde, det er det ridende politi, de er ude for at patruljere omgivelserne, jeg hilser Dem, farvel, farvel hr., hvis de så mig sammen med Dem kunne de blive mistænksomme, hvis de udspørger Dem så vid at svare, De vil nok påkalde sig deres opmærksomhed. Farvel god rejse.
 
 
– Så du hvordan vi dækkede ham med støv? Man kunne ikke længere se hvad han var for én.
– Da vi var tæt på syntes jeg at jeg så ham forsvinde.
– Forsvinde?
– Det er rigtigt, det syntes jeg også.
– Men det der var ikke nogen mand, at I ved det!
– Hvad var det så, lad os høre?
– Det lignede en sky.
– Vi dækkede ham med støv, det er os der ligner en sky, min kære, på denne her forbandede vej!
– Nej, nej, jeg så ham før vejen blev fyldt med støv, det var en mand af røg!
– Idiot!
– Hold op, en mand af røg, det må have været en æselsteg, du tog fejl.
– Jeg så hans sko ganske tydeligt.
– Han havde blanke støvler på ligesom vores officerer.
– Men en gammeldags ridder i så fald.
– Lad os standse et øjeblik.
– Hvorfor vender vi ikke om?
– Hvorfor skulle vi det?
– For at se ham, for at udspørge ham i det mindste.
– Jeg tager under ingen omstændigheder et eneste skridt til.
– Lad os vædde.
– Hvad?
– Hvad I vil.
– Et par støvler ligesom dem dit gammeldags æsel havde på, modeæsel!
 
 
Pena! Rete! Lama! Pena! Rete! Lama! Pe…Re…La…
– Hør, gode herre, hvor skal De hen?
– Til byen.
– Kunne De sige os lidt om hvad De er for en slags væsen?
– Jeg er … meget… en mand.
– De er meget lidt en mand, det eneste menneskelige ved Dem er Deres sko.
– Hvor kommer De fra?
– Deroppefra.
– Den er god med Dem, gode herre, ved De hvem De taler med?
– Med Kongens livgarde.
– Udmærket, så ved De også at det ikke nytter at give os en sludder for en sladder.
– Lad os spørge ham hvad han er lavet af.
– Spørg ham selv, din tåbe.
– Hvad er De lavet af, hr.?
– Jeg er… meget let.
– Det jeg mente var: af hvilket materiale er Deres krop dannet?
– Røg.
– Der kan du selv se! Jeg sagde det jo! Det er en mand af røg. En mand af røg! Røg! Røg! Røg!
– Ti stille barn, hvis du ikke selv vil gå op i røg.
– Men han har ret!
– Hvorfor være så stædig?
– Kan I ikke se det alle sammen?
– Røg! Røg! Røg!
– Ti stille…
– Men det er jo rigtigt, han har ret.
– Det væddemål ligger jer meget på sinde.
– Hvor er de dog smukke, de sko!
– Ti stille…
– Men det nytter ikke, når det nu er sandt.
– Røg! Røg! Røg!
– Det ser vi alle.
– Skal vi tage hen og fortælle Kongen det?
– Lad os tage hen og fortælle Kongen det.
– Ja ja, lad os det.
– Det vil måske behage ham at se ham.
– Gad vide hvad han vil sige!
– En mand af røg!
– Røg! Røg! Røg!
 

Her er Perelà til te hos hofdamerne.
 

Te.

 

– Vi er alle meget smigrede, ikke sandt, kære veninder?
– Meget!
– Alle!
– Aldeles!
– Uendeligt.
– Jo!
– Ja!
– Sandelig!
– I den grad!
– Vi er meget smigrede over at træffe, hr. Perelà…
– En mand som Dem!
– Kan De tænke Dem, Kongen har bedt os modtage Dem med stor hæder.
– Med den største hæder.
– Som det er længe siden man har brugt over for nogen her ved hoffet.
– Kongen.
– De vil være en stråleglans over hans Kongerige.
– Den eneste.
– Og han har meddelt os at uanset hvad De måtte ønske, kan vi ikke sige nej til Dem.
– Hvorfor fortæller du ham det? Det var dumt af dig, man ved jo aldrig…
– Men De vil være beskeden, ikke sandt?
– Åh! Yderst beskeden skal du se.
– Han vil være sådan som han finder det for godt at være.
– Vi regner fra nu af med Deres finfølelse.
– Hvordan kan vi vække hans interesse?
– Hvis vi begynder at kede Dem, så sig endelig: Nu er det nok. Vi er her for at føje Dem, ikke sandt, kære veninder?
– Selvfølgelig!
– Naturligvis!
– Jovist.
– Javist.
– Jo, jo.
– Ja, ja.
– Hvordan kan vi vise vores hengivenhed over for Dem?
– Vi ved allerede alt om Dem, de bør også vide noget om os.
– Er det sandt hr. Perelà, at De skal forfatte den nye lov for vores land?
– Jamen selvfølgelig, hørte du ikke det i går aftes?
– De sagde ikke at han skrev den, de sagde bare at han skulle hjælpe ministeren og kong Torlindao.
– Nej frue, de sagde at han skrev den han skrev den han skrev den.
– Udmærket, han skrev den han skrev den, jeg er komplet ligeglad.
– Du sagde at han ikke skrev den, han skrev den.
– Kære veninder, det er et nyttesløst sprøgsmål, hvis han skriver den vil vi få det at vide: ti stille. Vores nuværende love, hr. Perelà, har brug for en helt tilbundsgående fornyelse: Der bliver kun talt ganske lidt om kvinden i den gamle Lov, og det er en fejl, kvinden bør indtræde på mange flere områder, det er nødvendigt for at tingene kan komme til at gå som de skal; d’herrer mændene forstår næsten ingenting.
– Overhovedet ingenting.
– Og de lader som om de forstår det hele.
– En kop te?
– Teen.
– Teen.
– Her er den.
– Hr. Perelà.
– Skal De have?
– Vil De smage?
– Vil De have?
– Må jeg?
– Se hvordan han drikker!
– Han tager en tår af hver eneste kop.
– Hvor er De venlig!
– Hvor sødt!
– Også af min, ikke?
– Og af min?
– Og slet ikke noget af min?
– Jeg vil drikke af denne kop nu.
– Og hvorfor er du bagud?
– Hr. Perelà, drik ikke hendes te!
– Hvad har hun gjort ved den?
– Prøv og smag hvor bitter den er! Hun gav ham den uden sukker!
– Modbydeligt!
– Uvenligt og obsternasigt!
– Respektløst respektløst respektløst!
– Kan De lide den?
– Kan De virkelig?
– Åh!
– Han drikker også hendes te!
– Men så er De altså en mand som alle andre?
– Oh! Bedre end de andre, min kære.
– Jeg ville aldrig have troet at jeg virkelig skulle møde en mand af røg.
– Og byde ham på te.
– Og se ham drikke den!
– Da man bebudede Dem i byen i går nægtede jeg at tro det.
– Jeg var en af de sidste som ville tro det, men nu… her er De …
– Jeg har altid elsket røg og det forundrede mig ikke det mindste.
– Jeg har også altid været helt i ekstase over røg. I ved, fra vinduet i min svigermors villa kan man se en stor skorsten fra et værksted, og når jeg er på besøg dér har jeg tilbragt hele timer med at sidde og følge røgens flugt. En dag så jeg røgen komme ud fra skorstenens læber som ånde, som om den talte med en person meget langt væk og anstrengte sig for at blive forstået: ha! pha! lha! En anden dag så jeg en lang række af ungpiger, som holdt hinanden i hånden, komme op, kan I huske de damer man klippede af avispapir dengang vi var små … som hang sammen i hænderne …
– Perelàs hustruer.
– Og da jeg hørte at der var kommet en mand af røg til byen blev jeg ikke det mindste forundret, jeg sagde straks: Ha! Dem har jeg da set i tusindvis af fra min svigermors vindue. Tillader De hr. Perelà at jeg stryger Dem lidt her over armen? Mærk, mærk, kære veninder, han er blødere end det blødeste fløjl, mærk.
– Åh!
– Utrolig fløjlsblød.
– Det er umuligt!
– Det er jo sensationelt!
– Min gud!
– Hvilken blødhed!
– Mærk dog, mærk!
– Prøv og mærk her, prøv og mærk her.
– En svane.
– En blid sky.
– Eller en af de store røgskyer der kommer op af lokomotiverne.
– Prøv og mærk lige her, her her.
– Hvor er du uforskammet!
– Før det brændte, hr. Perelà, må Deres tøj have været af vidunderligt fløjl.
– Åh! Højrødt! Glødende som …
– Ti stille dit lille fjols.
– Og nu så gråt…
– Et truende dun.
– Hvorfor truende, min kære?
– De ser så reel ud.
– Og god.
– Og venlig…
– Jeg kunne ikke sove i nat fordi jeg lå og tænkte på Dem, sig mig hr. Perelà, sig mig, kunne De heller ikke sove?
– De skal ikke svare hende, hun prøver bare at gøre Dem forlegen.
– Ved du ikke at han aldrig sover!
– Ja, efter hans forvandling!
– Jeg vil heller aldrig sove mere.
– Men så ti dog stille for en gangs skyld! Vores kære veninde Markisen af Bellonda er en blid og mild skabning, men hun har sådan et melankolsk væsen at De bliver offer for hendes sværmerier hvis De lytter til hende.
– Lad os hellere fortælle en historie.
– Men en let, let historie… sådan som De kan lide det.
– Vil det lykkes os at more Dem?
– Hvis vi keder Dem, så sig det straks og vi holder op.
– Har De brug for noget?
– Vil De have mere te?
– En sandwich?
– Et stykke fyldt chokolade?
– I går underholdt d’herrer mændene Dem sikkert med et hav af emner, men vi… stakkels kvinder, vi har så få …
– Til en mand som ham.
– Hvad skal det betyde?
– Det skal betyde at …
– Ti stille, dit fjols, hvad ved du om det?
– Vi vil hver især lede efter… efter det allerletteste i bunden af vores sjæl. Og hvis vi alle sammen fortæller det samme, så tilgiv os, vi er så udelukkede… D’herrer mændene kan sætte sig selv på en piedestal med deres begavelse, deres snilde, deres penge, men vores eneste lille privilegium er skønhed. Politikken tillader ikke et eneste pennestrøg i vores farve i sit maleri, og religionen lader os kun være en del af rammen.
– Vi kan ikke forrette messen.
– Videnskaben har ingen tillid til os … og kunsten… hvis det ikke er sangkunst så …
– Zoe kan begynde. Hun har altid forrang. Som De kan se, hr. Perelà, overgår hun langt os alle i skønhed, hun anses for at være den smukkeste kvinde i kongeriget. Kom så Zoe, begynd.

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s